I øjeblikket hersker debatten omkring et stigende antal børn og unge, der ikke trives. Det er et af flere aktuelle emner ud over psykisk arbejdsmiljø, som presser sig på. Et andet eksempel kunne være debatten om en psykiatriplan. Fælles for begge er, at fagprofessionelle på de pågældende områder råber vagt i gevær. I sidste uge gjaldt det over 1.000 psykologer på børneområdet, der skrev et åbent brev for at udtrykke solidaritet med pædagoger og lærere.
Mine fagkolleger på børneområdet forsøger at råbe op om noget, der er utrolig vigtigt – vores børn og Danmarks fremtid. Jeg hørte i dag politikere tale om, at børn og unge skal have lettere adgang til psykologhjælp. Men det er ikke essensen i det psykologerne anmoder om. Psykologer på børneområdet hjælper oftere børn og unge ved at hjælpe dem, der er omkring børnene. Det kan være ved at rådgive. Men hvis dem der er omkring børnene ikke har ressourcer (tid, overskud, penge, materiel, opbakning) til at handle på den rådgivning, de modtager, så er udgifterne til psykologhjælp spildt. Da jeg selv var på børneområdet, tabte jeg mit hjerte til de ansatte pædagoger og lærere, der arbejder tættest på børnene. Det gjorde jeg, fordi jeg kunne se, at de er nøglen til, at børnene trives. Hvis de har for travlt, er pressede, afmægtige, ikke er glade for deres job, ikke kan udvikle sig fagligt eller få krav og ressourcer til at hænge sammen, så kan de ikke være det anker, som børnene har brug for. Nu arbejder jeg med psykisk arbejdsmiljø og det synes jeg giver mening – det er en måde, hvorpå jeg kan bidrage og være med til at kæmpe for, at tingene bliver bedre – også for børnene. Men meget af det her er politisk og det fortjener virkelig et eftersyn… Ikke symbolpolitik. Ikke noget på den korte bane. Men et grundigt eftersyn af den måde hvorpå skole, institution og arbejdsliv for pædagoger og lærere hænger sammen.
Jeg indledte min psykologkarriere på området for anbragte børn og unge. Jeg arbejdede som klinisk børnepsykolog, hvilket var meningsfuldt, spændende og givende. Jeg oplevede dog også et område under pres, en masse krav, lovgivning og bevågenhed fra politikere, medier og borgere. Dette pres hvilede på mig som psykolog og som menneske, men presset lå især på frontmedarbejdere. Som ansat socialpædagog eller lærer skal man ud over dette pres måske acceptere skiftende arbejdstider og leve med risikoen for at ende i voldsomme konflikter, etiske og faglige dilemmaer og man skal rumme og forstå og sætte sig selv i spil i arbejdet for skabe relation til og trivsel for sårbare børn og unge.
Som årene gik, blev jeg mere optaget af, at de ansatte tæt på børnene de pågældende steder er afgørende for, om en indsats lykkes. Som psykolog kunne jeg udarbejde vurderinger, behandlingsmål og undersøgelser, men hvis ikke arbejdsmiljøet for de ansatte pædagoger og lærere var i orden, gav mit arbejde ikke mening. Jeg oplevede også, at man i forsøget på at give børnene det allerbedste, glemte at fokusere på en vigtig mellemregning, nemlig de ansatte.
Selvom jeg tabte mit hjerte til de ansatte og i dag arbejder med blandt andet psykisk arbejdsmiljø på institutioner, er det stadig med et håb om, at indsatsen i sidste ende vil gavne de børn og unge, der af den ene eller anden grund bliver anbragt uden for hjemmet. Jeg er nemlig af den overbevisning, at trivslen for børn og unge er tæt forbundet med trivslen hos dem, der vælger at dedikere deres arbejdsliv til dem.